Moleret på Mors

Geologi
Da moleret blev dannet for ca. 55 millioner år siden, var det i et område som så helt anderledes ud end i dag. Øen Mors fandtes ikke. I stedet var der et hav med en dybde på et par hundrede meter. Selve leret er dannet af mikroskopiske alger, der kaldes for diatomeer, og som opblomstrede i havoverfladen. Når disse alger konstant sank til bunden i enorme mængder, skabte forrådnelsen af algerne iltsvind på havbunden i flere tusinde år ad gangen. Det er derfor ret sjældent at finde
fossile bunddyr. Til gengæld blev de andre dyr som fisk, fugle, krybdyr og insekter bevaret i en imponerende kvalitet, fordi iltsvind så at sige konserverer de døde dyr. Fra skovene i de landområder, hvor fuglene og insekterne levede, drev der ind imellem træstammer og blade til det område, som i dag er Mors. I leret blev der i perioder dannet nogle imponerende krystaller, deriblandt Lynghøjkrystallen, som er den største krystal, der nogensinde er fundet i Danmark.

Klinter af moler
Landskabet på det nordlige Mors er præget af de mange imponerende molerklinter, der ligger som perler på en snor fra Sundby i vest til Ejerslev i øst. Molerklinter
forekommer, som det eneste sted i verden, kun i den vestlige del af Limfjorden. Over halvdelen findes på Mors, og hver for sig er de ret forskellige i størrelse og udtryk. Naturperlen Hanklit, med en højde på 61 meter, er kandidat til UNESCO’s verdensarvsliste. De smukke foldninger i klinten er dannet under istiderne, og de mange sorte vulkanske askelag giver en særegen kontrast til det lyse moler. Det er muligt at parkere tæt ved klinten, og man kan altid gå op og nyde den storslående
udsigt på toppen af Hanklit. Desuden er det oplagt med en vandretur på stranden neden for klinten. Knudeklint på Fur er også kandidat til at komme på verdensarvslisten sammen med Hanklit, og begge forventes at blive optaget i løbet af et par år.

Råstof
På Mors er der en over 100 år lang tradition for råstofgravning efter moler. I starten blev leret brudt med håndkraft og skovlet op i hestetrukne tipvogne. Af moleret kunne man producere isolerende mursten, og denne stenproduktion foregik indtil sidst i 1970erne, hvor et nyt produkt, molergranulat, tog over. I dag er der stadig to aktive molergrave, der leverer råmateriale til den moderne fabrik ved Skarrehage. Når der ikke arbejdes, kan alle endda besøge de aktive grave og prøve at finde
fine fossiler.

Museum
Hvis man vil vide mere om molerets fantastiske geologi- og råstofhistorie, er Moler Museet i den grad et besøg værd. Museet rummer en imponerende samling af moler fossiler af international klasse. Alle de udstillede genstande er fra lokalområdet, hvor hovedvægten er lagt på molerets geologi. Hvert år er der en ny særudstilling med skiftende temaer. I 2015 hedder særudstillingen “Fra Kridt til IPad” og indeholder mange flotte fossiler fra Kridttiden. I højsæsonen kan alle deltage
i guidede fossiljagter i Moler Museets egen molergrav, der befinder sig blot 50 meter fra museet.

Del denne side